Hvorfor er der stadig ikke en samtykkelov i Norge?

Tekst & illustrasjon: Signe Wohlfeil (redaksjonsmedlem)


Illustrasjon: Signe Wohlfeil

Den danske regering har i begyndelsen af september i år formuleret en aftale om en ny lovgivning omkring voldtægt og samtykke. Denne aftale, som blev bestemt af den socialdemokratiske regering, sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, bliver sendt til høring og forventes at kunne træde i kraft i begyndelsen af det nye år. Fra aftalen fremgår det, at der skal være fokus på, at der under en seksuel akt var tydelig samtykke, enten verbal eller gennem kys, berøringer, og andre “relevante bevægelser”. Indtil nu har voldtægtsloven i Danmark handlet om, hvorvidt det kunne påvises at offeret gjorde modstand eller var bevidstløs, mens den nye lovgivning fokuserer på, hvorvidt der var samtykke i akten. Som der skrives i det nye lovforslag: “Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal samtykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. Ellers er det voldtægt – og det gælder også i parforhold.“


Danmark er ikke det første skandinaviske land som har ændret i sin voldtægtslovgivning; I juli 2018 blev der i Sverige indført en samtykkelov, som ligesom den nye danske lov flyttede fokuset fra om der kunne påvises vold eller tvang, og i stedet til, hvorvidt der var frivillighed og samtykke under en seksuel akt. Ifølge en opfølgning fra 2019, er antallet af domme for voldtægt i Sverige steget med 75 procent siden den nye lov trådte i kraft. “Det tyder på att den påverkat antalet lagföringar i betydligt större utsträckning än vad många trodde”, lyder det fra Den nya samtyckeslagen fra Brå, kunskapscentrum för rättsväsendet i Sverige. Denne rapport viser at en mere konkret lov om samtykke har gjort sandsynligheden for at et voldtægtsoffer kan få retslig opbakning noget større.


Hvordan er det egentlig når det kommer til lovgivning om samtykke og voldtægt i Norge? Ifølge straffelovens § 291 er straffekravet at bevise at den "seksuelle omgangen" er sket gennem brug af "vold og/eller truende adferd", eller med en person som var "bevistløs eller av andre årsaker ute av stand til å motsette seg handlingen.” Begrebet “vold” kan i strafferetten defineres meget bredt, da vold forstås som ethvert fysisk magtbrug af en vis styrke, hvor modparten ikke har samtykket til denne denne brug af magt. Dog kan man stille spørgsmålstegn ved, om domstolene tolker denne definition af magt som det loven lægger op til – især når man ser på, hvor mange anmeldelser af voldtægt bliver henlagt meget hurtigt. Som leder i Rød Ungdom, Alberte Bekkhus, siger til VG: “Det ser man på statistikken av det som blir henlagt i Norge.


Det er veldig mange som opplever voldtekter, men som det ikke er mulig å anmelde fordi sjansen for at det blir henlagt er så stor.” Udover det er der uden tvivl store mørketal når det kommer til faktiske overgreb, i forhold til, hvor mange overhovedet bliver anmeldt. Det er ikke let at sætte en finger på, hvor nøjagtigt problemet opstår, men det er tydeligt, at der er et problem når så mange anmeldelser ikke ender i en dom – for det er meget svært at tro, at alle disse henlagte sager er falske anmeldelser. Om det kun er selve loven der er problemet, er umuligt at sige og det har antageligvis også i stor grad med bevisproblemer og ressourcemangel at gøre. Dog viser tallene fra Sverige at en ny definition på hvad der er voldtægt, og hvad der ikke er, gør chancerne større for, at voldtægtsofre bliver hørt i domstolene.


Hvordan kan det være at Norge nu er det eneste skandinaviske land som tilsyneladende ikke har brug for en samtykkelov? I 2018 blev der diskuteret et forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i Stortinget, men selvom mange af partierne (Ap, SV, KrF, MDG, R) stemte for forslaget, kom der i sidste ende ingen ny lov ud af det. Et af argumenterne for dette var, at Norge allerede havde indført en dækkende lovgivning da Europarådets konvensjon om forebygging og bekjempelse av vold mot kvinner og vold i nære relasjoner (også kaldt Istanbul-konvensjonen) blev ratificeret i maj 2017. Herunder fremgår det bl.a. at “Eit samtykke må gjevast frivillig, som eit resultat av vedkomande person sin frie vilje, sett i lys av forholda omkring hendinga.” Derfor mente flere politikere at en eksplicit samtykkelov var overflødig. Derudover mener fx Peter Frølich fra Høyre at “[en samtykkelov som i Sverige] er feil medisin og man risikerer å kriminalisere helt tilfeldig tilfeller. Det mest alvorlige er at det flytter rettens oppmerksomhet vekk fra hva gjerningspersonen har vurdert og over på offerets vurdering, mener han.”


Der er altså tale om, at en samtykkelov i Norge kunne blive misbrugt og få uskyldige til at blive dømt for voldtægt, samtidig med at den Norske lovgivning om voldtægt allerede er i samsvar med Istanbul-konvensjonen. Så hvorfor er der alligevel brug for en samtykkelov i Norge? Først og fremmest åbner det en debat om, hvad voldtægt faktisk er. Det kaster lys på et emne som for mange er et tabu, og opfordrer os til at stille spørgsmålstegn ved, hvilke problemer der i vores samfund stadig er forbundet med sex, samtykke, ligestilling og skam.


Når det kommer til Peter Frølichs udtalelse, er dette et svagt argument. Han mener at det er alvorligt hvis rettens opmærksomhed bliver flyttet fra gerningsmandens intentioner eller vurdering, til offerets opfattelse. For det første, er det ikke til at undgå at offerets vurdering får stor opmærksomhed, siden man, for at vurdere om der blev brugt vold, må finde ud af, om der forelå samtykke for at blive udsat for fysisk magt, og hvordan denne samtykke blev eller ikke blev udtrykt. Først efter at finde ud af dette kan gerningsmandens vurdering tages i betragtning. For det andet, så kaster dette lys på et meget mere dybtliggende problem i vores samfund, nemlig idéen om at det, i hvert fald til dels, er ens egen skyld hvis man bliver voldtaget. Selvom voldtægt ikke kun er et problem der omfatter mænd som gerningsmand og kvinder som offer, er dog netop denne idé (på engelsk også kaldet victim blaming) ofte forankret i sexisme.


Hvor ofte har man ikke hørt at en pige også selv var “uden om det” fordi hun havde “provokerende” tøj på? Eller som en legende pas-nu-på-du-ikke-bliver-voldtaget-kommentar når hun skal mødes alene med en fremmed mand? Selvom det ikke er let at indrømme, er der stadig ofte fokus på, hvad offeret gjorde for at fremprovokere en voldtægt, eller hvilken situation offeret frivilligt befandt sig i – hjemme med én man har mødt i byen, i et telt på en festival, osv. – selvom “man jo ved” at det ofte er der man forventer at have sex med nogen. Så ja, hvis Frølich mener at vi skal stoppe med at beskylde folk for selv at have bidraget til deres voldtægt skal han være så velkommen til at rette opmærksomheden på gerningsmanden i stedet, så længe det ikke betyder at vi giver gerningsmandens vurdering en større rolle end offerets.


Dette fører videre til det næste modargument, som også var en stor del af debatten i Danmark. Hvordan sørger man for, at en samtykkelov ikke gør det muligt for uskyldige mennesker at blive dømt? Mange argumenter mod en lov om samtykke, både i Danmark men også i Norge, har været, at tærsklen for, hvad der er voldtægt, er for høj. Skal man så skrive under på en kontrakt hver gang man har sex, eller hvad?, lyder det fra mange sider. Selvfølgeligt ikke, hvilket også er grunden til at der ikke kun er tale om verbal samtykke i den nye danske lovaftale, men også fysisk. Desuden ville jeg mene, at det i virkeligheden ikke er specielt svært at opfatte, om en person har lyst til at have sex eller ikke – og er man i tvivl, spørg. Det ødelægger ikke stemningen, det lover jeg. Så hvis man går ud fra, at ingen bliver anmeldt for voldtægt bare fordi nogen glemte at spørge med ord, hvordan sikrer man så, at denne lov ikke gør at en masse uskyldige bliver anmeldt for voldtægt, som Peter Frølich er bange for?


Først og fremmest er det svært at forestille sig, at den stigmatisering og skam der er som voldtægtsoffer bare forsvinder, selvom loven bliver ændret. Dette vil altså sige, at det stadig ikke kommer til at være en hyggelig-søndag-eftermiddags-beskæftigelse at gå for retten og anmelde nogen for overgreb, ligemeget om de har gjort det eller ej. Desuden må man gå ud fra, at målet med netop denne slags lov er, at flere skyldige bliver dømt, fordi definitionen af hvad der er skyldigt er blevet udvidet. Altså at de sager, som under den nuværende lov ville blive henlagt (eller måske ikke engang anmeldt), faktisk ender med en voldtægtsdom. Dette viser de tidligere nævnte tal fra Sverige.


Det kan selvfølgeligt aldrig udelukkes at en ny lov om samtykke ville kunne misbruges, men med tanke på hvor mange overgreb aldrig engang bliver anmeldt, virker det som om det er et langt større problem at en skyldig person aldrig bliver dømt, i stedet for en person som bliver dømt uskyldigt. En dansk undersøgelse fra 2009 om falsk anmeldelse af voldtægt viser, at der i Danmark fra 2000-2 var omkring 7% falske voldtægtsanmeldelser. Her er der flere ting at tage fat i: for det første er det en relativt lille procentdel og den henviser jo til, at disse anmeldelser ikke første til en voldtægtsdom af en uskyldig person. For det andet er der også tilfælde hvor det viser sig at den falske anmeldelse faktisk var sand alligevel. Sidst, men ikke mindst, er det er retssager om voldtægt og overgreb ofte baseret på én persons ord mod en andens, fordi der sjældent er vidner til stede eller fysiske beviser på handlingerne – her handler det vel om at stole på den kritiske evne fra vores retssystem til at kunne finde ud af, hvad der er sandt eller ikke sandt. Derfor virker dette altså som en svagt argument mod en samtykkelov i Norge, når det nuværende problem meget mere handler om at skyldige folk ikke bliver dømt.


Selvfølgeligt er en ny lovgivning bare en del af en forhåbentlig løsning – lige så meget som juridiske tiltag er det også et spørgsmål om bedre seksualundervisning, og en generel forandring i opfattelse af køn, ligestilling og samtykke. En ny lov om samtykke kunne også bidrage til at informere flere folk om deres rettigheder angående overgreb og måske endda formindske lidt af den skam, som stadig er en stor del af synet på voldtægt i dag. Den nye danske aftale om en samtykkelov skal nu til høring og det håbes at loven kan træde i kraft ved årsskiftet, ifølge Danmarks justitsminister, Nick Hæggerup. Spørgsmålet er, hvor længe der skal gå, før den norske regering følger sine skandinaviske naboer.

Nettredaktørar: Mari Gjengedal og Johan Elfving 

Følg oss på Instagram

Org.nr. 912801624
Kontonummer:
3633.54.45591

Tidsskriftet Røyst
c/o Thor Olav Iversen
Baneveien 39, 5010 BERGEN

Følg oss på Facebook